Jane Stickle og hendes quilt

Jane Stickle quilten, 1863


Quiltens kendes under navnet "Dear Jane". Det er quilter og forfatter Brenda Papapdakis, der har navngivet den således. Jane Stickle selv signerede sin quilt således:

 
"In war time, 1863." og "Pieces, 5,602.", som angiver det antal dele, der er i quilten  samt sit navn "Jane A. Stickle",
 
Som quilt betraget er dette en usædvanlig quilt idet der ikke er fundet lignende antikke quilts som denne. Rigtig mange af quiltens blokke er ikke traditionelle blokke og quiltens kant bestående af syede trekanter og stoftrekanter og såkaldte "scalloped edges" (afrundede hjørner) er også MEGET usædvanligt for en quilt fra Civil War perioden.
 
Quilten er er kvadratisk, ca. 180x180 cm. Det er en såkaldt sampler med 169 blokke og hver eneste af dem er unik, dvs. at hverken blokke eller stoffer bliver brugt mere end én gang. 

Quilten befinder sig på Bennington Museum i Vermont, USA
 

Bennington Museum købte quilten i 1930erne, men hvor Jane Stickles quilt havde befundet sig i de foregående år, er uvist.

Det er heller ikke meget man ved om Jane Stickle selv, da man hverken har breve, dagbøger eller andet med Janes egen "stemme". Kirkebøger viser at hun blev gift med Walter Stickle  i 850erne. Det er usikkert om Jane og Walter fik børn sammen. I en foketælling i 1860 angives Jane som enlig, altså levende for sig selv. Walter angives som boende hos sin svoger Erastus. Måske dette kun har været et midlertidigt arrangement? I allefald angives begge som samlevende på deres gård i folketællingen af 1870, sammen med en tjenestepige Sarah Bump. Parret gik dog konkurs i 1877 og mistede deres gård. Walter døde i 1883 og i 1890erne var Jane Stickle så fattig, at hun var under offentlig forsørgelse.

I marts 1896 døde Jane i en alder af 79 år. Hun er begravet med sin bror og hans familie på Shaftsbury Cemetery, kort fra det sted, hvor hun selv engang boede.


I starten af 1990érne blev Brenda Papadakis inspireret af Jane Stickle's quilt og begyndte at tegne den op ud fra et billede i bogen "Plain and Fancy". Senere fik hun lov til at besøge Bennington Museet og tegne. Hun kalder den originale Jane Stickle quilt for ”moderquilten” og alle andre quilts syet efter denne for ”Baby Janes”. Når man har syet sin første DJ-blok er man officielt en ”Dear Janer”, en ”stickler” eller en Janiac (inspireret af ordet ”maniack”, hvilket betyder ”manisk” … og manisk (eller besat) er netop det som MANGE bliver af denne quilt. Når de først får startet er der ingen vej tilbage ;-)

Brenda Papadakis udgav bogen ”Dear Jane” i 1999 og den er solgt i mere end 1 million eksemplarer!


Brenda har en lavet en hjemmeside , hvor man finder en masse information og tips og tricks, bl.a. til hvilke metoder, der fungerer bedst til hvilke blokke.

Firmaet Electric Quilt har i samarbejde med Brenda Papadakis udgivet en cd-rom, hvor alle blokke er tegnet op lige til at printe ud i den størrelse og teknik du ønsker.

 
Det er dog ikke NØDVENDIGT at have denne cd for at kunne sy blokkene, hvis man har bogen, da alle blokke er tegnet i fuld størrelse.

Hvad der dog er en rigtig stor hjælp at have er at investere i dette DJ-lineal sæt fra firmaet EZ

Og så skal man selvfølgelig bruge stof ... RIGTIG MEGET stof, ikke mindst baggrundsstof.
I bogen skriver Brenda Papapdakis at man skal bruge 5 yard/ (1 yard = 0.9144 m) af det lyse baggrundsstof, men det er en fejl. Brenda har aldrig selv syet quilten, men skriver på DJ-hjemmesiden, at erfaringer fra de mange DJ-damer i hendes gruppe viser, at hvis man håndsyr så går der ca. 8 yard/7,3 m til, men hvis man syr på maskine 15 yard/13,7 m ... dog helt op til 20 yard/18,2 m, hvis man syr Foundation piecing (det vi på "dansk" kalder for "stamps").

Da de fleste benytter sig af en blanding af teknikker (håndsyning, stamps, maskinsyning og applikation), kan det anbefales at bestille bestiller en hel rulle (15 yard/13,7 m) hos sin lokale quiltebutik.

Jane Stickle har brugt den form for lyse stof som var muligt at få i 1860ernes USA, muslin. En lidt grov vævet ensfarvet råhvid med lidt mørke "nister" (rester fra bomuld). Det er stadig muligt at købe den slags stof. Igen, spørg i din lokale butik. Helene fra Helene Juul Design plejer at anbefaler en lækker ensfarvet "French Vanilla" fra kollektionen "Cotton Supreme" fra RJR til sine DJ-kunder. Den har en rigtig god farve til 1800-tals reprostofferne, men er tynd og lækker ligesom alm. pw-stoffer og ikke så grov som muslin'en.

Der er syet mange forskellige versioner af Dear Jane quilten af quiltere rundt omkring i verden. Mange vælger at prøve at kopiere Janes quilt ved at sy den op i reproduktionsstoffer (genoptryk af de antikke stoffer fra midten af 1800-tallet) i nøjagtig de samme farver, som Jane brugte. Brenda Papadakis har med et par års mellemrum designet 2 forskellige Dear Jane kollektioner for firmaet Windham, men de er efterhånden svære at få fat i.

Andre igen vælger at sy deres version op i helt andre farver. Måske vælger man reproduktionsstoffer, måske i en begrænset palette som f.eks. det klassiske blå/hvid eller rød/hvid og mange amerikanere har syet den i rød/hvid og blå.

Atter andre syr den op i moderne farver og stoffer ... og måske oven i købet med en mørk baggrundsfarve fremfor en lys som Jane gjorde.

HUSK: Du bestemmer selv ... det er din quilt!

Mangler du inspiration til DIN DJ-quilt, så er der her et link til et flickr-album med forskellige færdige Dear Jane quilts

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar